Aftonbladet eller Facebook?
Af Steen K. Rasmussen (Se alle indlæg skrevet af Steen K.)
En indikation af at skillelinjen mellem forbruget af traditionel journalistik og trafikken til de sociale medier begynder at fortone sig, kan aflæses i selve medieforbruget. I den forbindelse er det interessant at høre om, hvordan en fokusgruppe-undersøgelse blandt folk i tyverne hos Aftonbladet.se, der er Sveriges suverænt mest populære site, fornylig viste, at den nærmeste konkurrent på nettet ikke er Expressen - men Facebook.
Det er den svenske blogger Henrik Torstensson, der fortæller om undersøgelsen, som også får nogle ord med på vejen fra Mads Kristensen, journalist og konsulent, som blogger hos Mediawatch. Mads Kristensen skriver i den forbindelse meget rigtigt, at “Journalister - og medier som sådan - må gøre op med den gamle model, hvor man sidder på sidelinien og rapporterer”.
Den amerikanske mediekommentator Jeff Jarvis har også set omtalen af Aftonbladets fokusgruppeundersøgelse og går et skridt videre i sin tolkning af resultatet. Han mener bestemt IKKE, at medieorganisationer skal fare ud og bygge deres egne udgaver af Facebook (hvilket vil være den nærmest betingede refleks hos de fleste mediebosser). I stedet skal mediehusene reflektere over, hvordan den “sociale” rolle bedst kan komme brugerne til gode: “The question should be how to help the community where it is, doing what it does”.
Argumentet holder et godt stykke hen ad vejen - også for mere traditionelt tænkende journalister: Vi skal ikke nødvendigvis kopiere måden at kommunikere med vore læsere/lyttere/seere som andre gør det. Men vi skal pinedød fortælle dem om, hvad den nye kommunikationsform indebærer af muligheder - såvel de positive som de negative. Med andre ord forholde os lige så kommunikativt udfordrende og kritisk tænkende som til alle andre aspekter af samfundslivet, vi som journalister beskæftiger os med.
Gør vi det - og så samtidig åbner for en dialog med de brugere, som har førstehånds erfaring med at bruge de såkaldt sociale medier - er vi som journalister kommet et godt stykke vej til en ny rolle (Journalist 2.0?). En rolle som indebærer den kritiske distance og publicistiske tradition - men som i tillæg åbner for dialogen med brugere, som kan berige med ny viden, erfaring og holdninger.
Steen K. Rasmussen er udviklingschef og leder af Nordisk Journalistcenter, NJC.