Journalist 2.0

Borgerjournalistikken er kommet til Fyens Stiftstidende. Det fynske mediehus har 1. oktober introduceret Baglandet, og nu, godt en måned senere, har knap 500 fynboer tilmeldt sig.

“Få indflydelse på nyhederne”, skriver Fyens Stiftstidende i introduktionen på fyens.dk. Det kan medlemmerne af Baglandet få på to måder:

• De får adgang til at skrive artikler direkte på fyens.dk - akkurat som borgerjournalisterne kan på JydskeVestkystens hjemmeside, jv.dk
• Desuden vil Fyens Stiftstidendes redaktion trække på netværket, når man mangler input elle inspiration til en artikel

Artikler fra medlemmerne af baglandet findes på forsiden af de enkelte områders hjemmesider, som f.eks. her Middelfart.

Der er - som på jv.dk - i høj grad tale om forenings-nyt (f.eks. Kauslundes fodbolddrenges indtog på Odense Stadion) og andre mindre begivenheder i lokalsamfundet (f.eks. udgravning til en legeplads i Båring).

Redaktionen har også allerede fået udbytte af Baglandet i det redaktionelle arbejde. I flere tilfælde har man fundet en god case ved at spørge netværket via sms eller mail. 

I sidste uge var forsidehistorier om influenza-epidemien og en ny tjek-selv-hjemmeside fra Skat suppleret med cases fundet via Baglandet. 

“Vi er kommet fint i gang, synes jeg. Det skal opbygges langsomt og løbende. Med Baglandet vil vi gerne slå borgporten til mediehuset ind indefra. Vi skal være bedre til at gå i dialog med læserne, for at avisen kan blive bedre”, siger Fyns-redaktør Poul Kjærgaard.

Han ser gerne, at foreningsfolk og såkaldte ildsjæle tilmelder sig. Det er folk med gode netværk og bred viden om lokalsamfundets gøren og laden. Men Fyens Stiftsidende vil overordnet gerne have et bredt udsnit af den fynske befolkning i Baglandet.

“Vi skal i redaktionen vænne os til, at det er et værktøj, vi kan bruge aktivt i mange sammenhænge. Det er klart, at det kræver en omstilling af vores reportere, og det tager noget tid.  Det der skal drive det fremad er resultaterne, der viser at det virker, siger Poul Kjærgaard.

UPDATE vil i de kommende måneder følge Fyens Stiftstidendes udvikling af Baglandet nøje. Erfaringerne herfra indgår i projektet Journalistik i netværk,  der præsenteres på en konference i København d. 12. april 2010.

Blandt de andre medieprojekter i Journalistik i netværk er Berlingske Tidendes arbejde med I lægens hænder.

Artiklen er opdateret.

Det ser ud til, at journalister med fordel kan engagere sig i en slags samtale med brugerne i sociale netværk som Facebook og Twitter. Ny amerikansk forskning viser, anviser muligheder i - men også begrænsninger ved - at journalister optræder mere uformelt.

“Conversational Journalism” hedder det i USA, hvor alle små og store tendenser hurtigt får et navn.  Doreen Marchionni har påp Missouri School of Journalism netop færdiggjort en Ph.D. om begrebets praktiske anvendelse i journalistikken.

Hendes første anbefaling til mediecheferne er, at de kræver, at deres reportere aktivt forsøger at engagere publikum via sociale netværk som Twitter, Flickr, Tumblr osv. 

Hun foreslår også, at redaktionerne på forskellige måder i øvrigt forsøger at præsentere de redaktionelle medarbejdere som levende mennesker, f.eks. via korte videoer, hvor de fortæller om deres arbejde og journalistiske historier.

Til gengæld advarer hun mod, at journalisterne begynder at småsnakke for meget med brugerne i den måde, de præsenterer deres journalistiske historier på. Det gælder både på tryk og på tv.

Want to be taken seriously? The best metaphor is this: Put a suit on and leave your sweats at home,

skriver hun.

Doreen Marchionnis data antyder, at mediebrugerne - trods væksten i brugerskabt indhold - stadig respekterer og forventer en stærk professionalisme i den måde, journalister arbejder og præsenterer sig på.      

Læs Doreen Marchionnis artikel på Poynter Online

Mediekonferencen i Kolding er et supermarked for aktuelle temaer i dagbladsbranchen. Borgerjournalistik var et af de emner, der på førstedagen var på plakaten.

Tre repræsentanter for danske forsøg med at involvere borgerne var alle enige om, at borgerjournalistikken ikke er på vej til at dø igen, men i stedet kan udvikle sig til noget stort.

Journalist Peter Møller, der bestyrer TV2´s site for borgernes bidrag, 1234, var den mest forbeholdne:

“Især på det hyper-lokale plan kan borgerjournalistikken noget. Det gælder også visse interessecommunities. Men det er svært. Det kræver en stor indsats at få det op at køre”, sagde han.

Journalist Henriette Pilegaard, som er tovholder for borgerjournalistikken på JydskeVestkysten i Sønderborg, var endnu mere optimistisk:

“Borgerjournalistikken kan få enorm indflydelse. Vi er kun på sandkasseniveau endnu. Men udviklingen sker stille og roligt. Ketchupeffekten er ikke kommet endnu.”

Endelig mente også chefredaktør Dorthe Carlsen - som repræsenterede Berlingskes “DinBy”-initiativ - at der var store perspektiver:

“Jeg tror ikke, at borgerjournalitikken er død. Tværtimod. Jeg tror, vi vil se meget mere af den. En af de ting,  jeg håber,  vi vil se, er at journalisterne tager ved lære af, hvad borgerne synes, der er vigtigt at skrive om!”

For en iagttager som mig er det tankevækkende, at ingen af de tre mediehuse alligevel prioriterer borgerjournalistikken så højt, at de for alvor sætter ressourcer ind på at udvikle den som en integreret del af journalistikken.

JydskeVestkysten går længst ved trods alt at have udnævnt tovholdere, som dog har mere end nok af andre ting at se til.

TV2 ser det i følge Peter Møller, som “et værktøj man kan tage op, når der sker noget”. Resten af tiden er der knap nok nogen, der holder øje med sitet!

Og Berlingskes DinBy ses også tydeligvis som noget i retning af et “selvspillende piano”.

Spørgsmålet er, om det er en holdning, der vil understøtte den udvikling, de hver især forudser?

Journalistik bør være en samtale. I dag former den sig fortsat i de fleste medier som en monolog. En af undtagelserne er dog Nordjyske Medier.

Allerede i 2006 tog mediehuset et kæmpeskridt med DitCentrum. Og med integrationen med Nordjyske.dk i foråret 2008 har huset realiseret en del af de enorme muligheder, der er i at integrere borgernes forskellige bidrag i det journalistiske arbejde og de journalistiske produkter.

Som en del af et større analyseprojekt om borgerjournalistik har jeg undersøgt omfanget og indholdet af borgernes bidrag på DitCentrum. Noget af det, der slår mig, er følgende:

• Uanset om redaktionen definerer det som borgerjournalistik, blogs, kommentarer eller andet, så finder folk deres egen måde at beskrive deres hverdagsoplevelser eller udtrykke derees meninger på. Og det har i tusindvis af nordjyder valgt at gøre. Mange har gjort det sporadisk og en lille gruppe gør det stort set dagligt.
• Nogle få “super-bloggere” har opbygget en stor fast læserskare. De skriver underholdende og læseværdigt, og de skriver om emner, der berører de fleste. Det resulterer ofte i 3-4000 læsere af deres blogindlæg. 
• Kun 1-2 ud af 10 ”borgerjournalister” skriver i den neutrale stil, der kendetegner “rigtig” journalistik. De øvrige skriver i første person om personlige oplevelser eller kommenterer emner, de har stærke holdninger til.
• Holdninger avler holdninger. Kommenterende borgerartikler resulterer ofte i en lang hale af yderligere indlæg.
• Men også debatten i forbindelse med de redaktionelle artikler er ofte ganske omfattende. Fra avisen til nettet, tilbage til avisen og retur til nettet igen. Journalistik som en samtale!

   Nordjyske har virkelig fat i noget, der har stort potentiale - især for medievirksomheder, som lever af at være i tæt dialog med dem, de betjener. For eksempel lokale medier og fagblade.

Community-delen virker fortsat også i Aalborg lidt som et appendiks til det redaktionelle arbejde. Hvad kunne det ikke blive til, hvis tankegangen blev integreret i den journalistiske tænkning og praksis?

Jeg vil meget gerne høre kommentarer til dette eller modtage eksempler på andre mediehuse, der på enkelte områder er gået endnu længere. Læg en kommentar her eller send en mail til pf@update.dk

Der bliver hele tiden sat nye perspektiver på mediernes muligheder for at involvere borgerne i journalistikken. I dag så et nyt samarbejde mellem Jyllands-Posten og borgerportalen AarhusVest dagens lys. 

Kære mediehuse: Prøv at holde øje med dette her!

Vi kan alle være journalister. Hvis og når vi vælger at være det!

Det er pointen i artiklen The Bigger Tent i oktoberudgaven af Columbia Journalism Revue (CJR). Magasinet udgives i tilknytning til Columbia Universitys velrenommerede journalistuddannelse og er en seriøs og respektabel iagttager af udviklingstræk i journalistikkens verden. 

Også i dette tilfælde trækker CJR en interessant streg i sandet. Artiklen noterer en række af de efterhånden velkendte dilemmaer, der følger med en ny medieverden, hvor de “gamle” mediehuse har fået følge - og konkurrence - af selvstændige bloggere og andre udgivere af journalistik eller-hvad-vi-nu-skal-kalde-det.

For hvad skal vi kalde det? Vil vi, journalister, lukke de her nye folk ind i journalistikkens “telt”, eller skal vi bevogte indgangen ved at henvise til vore etik og principper, som “de andre” jo ikke lever op til?

Helt praktisk: Hvem skal lukkes ind til pressemøder og andre fora, journalister hidtil har haft for sig selv? En talskvinde for the National Conference of State Legislatures, Michelle Blackston, siger i artiklen, at organisationen tilskynder lovgivere i de amerikanske stater til i vidt omfang at samarbejde med bloggere og at åbne egne blogs:

“We feel strongly it´s a new way for lawmakers to connect with their constituents.

Men hvem er disse folk, og er det journalistik, de bedriver? Artiklen nævner eksemplet, hvor en 61-årig kvinde på netmediet Huffington Post som “borgerjournalist” refererede fra et lukket møde med Barack Obama (hvor hun deltog som bidragyder til hans kampagne). Artiklen blev startskuddet til den såkaldte Bittergate-kampagne mod Obama. (Se en kommentar til sagen på bloggen Daily Kos)

Var det i orden, at Fowler optrådte som journalist i det tilfælde? Tjaah, hun bragte da væsentlige oplysninger frem. Og hvilken journalist ville ikke have set stort på centrale principper for at have fået det scoop?  

Men artiklen åbner for den centrale diskussion: Hvis journalistik ikke længere er defineret af, om den er skrevet af en person med pressekort, men er en bestemt arbejdsform, der til forskel fra andre ytringer i det offentlige rum, har nogle særlige karakteristika - hvad er det da for værdier og kvaliteter, som journalistik skal kendes på?

(Og som “professionelle” journalister skal leve af i fremtiden…)

Blandt elementerne er nok stadig ”objektivitet”, neutralitet og upartiskhed. Men hvordan skal de håndteres i den nye verden?

Vi debatterer i stor stil her på UPDATE, hvordan vi skal definere journalistik i en verden, hvor borgerjournalistik ligger ved siden af og inde imellem “professionel” journalistik.

Vi er bestemt ikke færdige og vil gerne åbne for input fra jer, som læser denne blog: Hvilke aspekter af journalistisk etik og praksis er vigtige at fastholde - og hvilke trænger til at tænkes om i den nye journalistiske verden?

Skriv en kommentar nedenfor, hvis du har gjort dig nogle tanker om det.

UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne havde i år borgerjournalistik på tapetet, og det førte mange gode diskussioner med sig.

På basis af Östersunds-Postens Hjärta-projekt, hvor 100 bloggere skriver om deres hverdag og hvad der optager dem, talte vi om disse såkaldte førstehånds-bidrag (for en gangs skyld vil jeg undlade at tage ordet “journalistik” i min mund).

Det skulle være åbenlyst, at disse stemmer fra hverdagen kan tilføje betydeligt til den klassiske journalistiks tone og indfaldsvinkler. Risikoen kan så være, at vi falder i en af grøfterne og lader alle disse erfaringsbeskrivelser være lige så godt som -eller bedre end - den professionelle journalistik. Når borgerne siger det, er det nok sandt!

Til at illustrere problematikken har vi fået debatten om “Kernesund”-bøgerne, hvori en familie beskriver, hvordan de ved at følge nogle bestemte kostideer, har fået et bedre liv.

Disse råd beskrives i Ekstra Bladet af flere ernæringseksperter som direkte farlige for børns helbred. Er det den forskningsbaserede ekspertise eller menigmands erfaringer, der bør vægtes her? Som dagbladet Information spørger i en stort opsat artikel i dag, 26. september 2008 (findes ikke i skrivende stund på nettet): 

Er der plads til moderne menneskers egne erfaringer i det etablerede sundhedssystem? 

Sundhedsområdet er et fantastisk godt eksempel til at illustrere mediernes udfordringer ved at integrere borgerjournalistik. Hvad stiller TV2 op med programmerne med den kernesunde familie, hvis de plæderer for noget, der ikke holder for en kritisk faglig vurdering?

Konklusion: Borgerjournalistik er ikke et selvspillende piano. Som altid kræves opmærksomhed, kritisk sans og nuanceret journalistisk behandling.

Er det ikke en dejlig pointe?

På svenske Östersunds-Posten har et stort lokalt webinitiativ aktiveret en lang række annoncører, som avisen ikke tidligere har haft kendskab til.

Nyhedsredaktør Elin Olofsson fremlagde den 16. september 2008 resultaterne af det første års arbejde med 8 hyperlokale websteder i den svenske Östersunds-region. Fem millioner svenske kroner blev skudt i Hjärta-projektet (skudt igang på Alla Hjärtas dag - 14. februar 2007), der skulle udvikle borger- og lokaljournalistikken i området. Først blev der ansat otte webredaktører, der sammen og hver for sig skulle drive de otte lokale sites og - ikke mindst - skaffe så mange gode og dedikerede borgerjournalister som muligt.

Östersunds-Postens Elin Olofsson fortæller om Hjärta-projektet

Det blev til ialt godt 100 borger-bloggere, der ud over at bidrage til webstedet også blev fremhævet og bragt i Östersunds-Postens trykte avis.

Status efter ét år er, at de 100 bloggere har cirka 15000 visninger om ugen og den gennemsnitlige trafik på de 8 sider er steget med 60%. Økonomisk har det ifølge Elin Olofsson tilført mediehuset yderligere 10 mio. svenske kroner i annonceindtægter (en fordobling), hvilket igen har betydet, at de otte lokalsites fortsætter, selvom selve Hjärta-projektet kun var sat til at vare ét år.

Om annoncerne på de hyperlokale sider sagde Elin Olofsson:

Der findes faktisk et udmærket marked for helt små annoncører også helt lokalt. Vi har lavet et åbent format, så annoncørerne selv kan lave annoncer, som de så kan bestille til de lokale sites../

/.. Der betales én enhedspris per måned - og er der fem annoncer, deler de fem annoncører pladsen OG enhedsprisen - er der kun én, betaler den annoncør hele gildet selv. Der er ikke tale om, at det er annoncer, der stjæles fra aviserne. Disse (annoncører) var for små til avisen, men nu har de fået muligheden på de lokale websites.

Hvis noget sådant kan virke i Sverige… Kan det så ikke også virke i Danmark?

Elin Olofsson fortæller, hvordan de på Östersunds-Posten har koblet artikler og bloggere sammen. I dette tilfælde et Video-indslag (øverst) med en samling aktuelle blogposter (nederste cirkel)

UPDATEs Marianne Hansen peger på, at fremtidens lokaljournalister, skal være bedre til at få fat i de borgere, socialforskningen kalder ‘hverdags-magerne’.

Her er tale om den borger, der slår ud med armene, når du beder dem om en kommentar til det årlige kommunalbudget, og siger: “Ork, det ved jeg ikke noget som helst om!”. Altså borgere, der har givet op over for alle de store sager, hvor mere kompliceret økonomi eller politik er involveret.

UPDATEs Marianne Hansen talte på konferencen om at engagere ‘hverdags-magerne’.

Ifølge Marianne Hansen skal journalisterne passe på med ikke at lade de typiske græsrods-eksperter “stjæle mikrofonen”. Hverdags-magerne er langt mere interessante, da det typisk er dem, der er meget engagerede i lokale foreninger og klubber, og derfor ved og kender til alle de nuancerede detaljer i lokalområdets anatomi.

Vi kender alle den traditionelle konflikt-historie, og hvordan den bliver til. En borger råber op: “Det er for dårligt, at… ” hvorefter man kontakter den ansvarlige, der klogt og medietrænet svarer: “Det er for dårligt, men vi har jo ikke fået pengene, til at…”

Så står brugeren tilbage en historie, der ikke fører nogen-som-helst steder. Her er det, at journalisten skal kunne håndtere at bruge borgerne mere og bedre til rent faktisk at skitsere en realistisk løsning på problemet… Og om det overhovedet ér et problem!

Marianne Hansen arbejder med en model med følgende punkter:

• Problem - > Ordentligt beskrevet.
• Information -> Giver gruppen så meget information som muligt.
• Løsning -> Giver folk plads til at komme med løsnings-ideer (nettet).
• Netværk -> Hvor er der nogle folk, der prøver at gøre noget ved problemet

Marianne advarer igen mod græsrods-eksperterne, som journalisten let falder for at lade tale. Han/hun kan nemlig tale det sprog, der tales på rådhuset eller i ekspertkredse. Og så taler de klogt i citater og rubrikker. Problemet er blot, at denne type kun plejer at kæmpe for deres EGEN børnehave eller legeplads, hvor deres løsninger ofte kun hjælper deres egen lokale børnehave.

Her skal man ifølge Marianne (der bakkes op af Jesper Nørgaard fra JydskeVestkysten i Esbjerg) tage sig den tid, det kræver, at få hverdags-mageren tunet ind på sagen.

Tid er i det hele taget noget, man skal prioritere at have på lokalaviserne. Men skal turde følge en historie og samle op på den. Blot fordi den efter 2-3 dage er færdig i hovedet på journalisten, er den ikke nødvendigvis færdig i borgernes hoveder.

Man skal på lokalavisen vælge at sige: “Vi er ligeglade med, hvad der kommer af nye historier ind af døren - vi bliver på denne historie, da der er meget mere at redde ud her!” - slutter Marianne af.

Som jublende groupie af borgergenereret journalistik, så efterlader Mariannes ord mig med en snært af dårlig samvittighed. Hvem er hverdagsmagerne i mit lokalområde?…

For græsrods-eksperten skal jeg nok finde Hvem er hverdagsmager der, hvor DU bor?

På UPDATE’s lokaljournalistik-konference på PUC i Århus, åbnede dagen med oplæg fra og om tre meget forskellige borgerjournalistik-projekter.

Første oplæg kom fra Henriette Pilegaard fra JydskeVestkystens redaktion i Sønderborg. Her har man hvervet 300 borgerjournalister, der faktisk har frie hænder til at smide ting online fra dag ét. Artiklerne kommer ind så godt som uredigeret og aldeles uprioriteret - altså i den tidsmæssige rækkefølge, der er trykket på ‘enter’ ude hos borgerjournalisterne.

Henriette Pilegaard fra JydskeVestkystens redaktion i Sønderborg

På lokalsitet Aarhusvest.dk har Birger Agargaard grebet det helt anderledes an. Her hverver han studerende til en form for borgerjournalist-uddannelse, hvor op til 12 studerende af gange får nøje planlagt undervisning i journalistiske grundtrin som at skrive en god rubrik, vinkle, bruge flere kilder, interviewe med hv-ord med mere. De studerende lærer også grundlæggende fotografering inden de slippes løs på sitet. Herefter er de empowered til at gøre næsten, hvad de vil. Birger Agergaard prøver ganske vist at læse alt igennem, men når ikke altid det hele, og må derfor - som ansvarhavende - forlade sig på, at journalisterne holder sig inden for lovens rammer.

Ansvarhavende redaktør på Aarhusvest.dk, Birger Agergaard.

På Nordjyske Medier har DitCentrum.dk mere snit af regulært community, hvor Jeanett Schmidt er såkaldt Community Manager. Her er features som besvar/kommenter, e-mail dette indlæg samt et RSS-feed til hver enkelt indlæg/post koblet på. Jeanett Schmidt og hendes kolleger læser alt igennem og ser alle billeder igennem. Men det er nu ifølge hende selv yderst sjældent, at der er brug for at slette noget. Alle kan i princippet deltage som borgerjournalister - man skal bare oprettes som profil på DitCentrum.dk.

Jeanett Schmidt, Community Manager på DitCentrum.dk.

Der ér faktisk redaktionelt indhold på siden også. Det er placeret i en tynd spalte i venstre side af forsiden. Ind i mellem, vender redaktionen i Aalborg produktionen (så at sige) og spørger om borgerjournalisternes hjælp til at skrive en given historie. Det skete, da journalisterne åbnede researchen til en historie om en dræbt cyklist, manglende cykelstier og trafiksikkerheden på visse strækninger i det nordjyske. Dermed har Nordjyske faktisk også taget lidt hul på det, amerikanerne kalder ‘Crowdsourcing’.

Der er fordele og ulemper ved alle tre modeller. Som jeg lige ser det, synes JydskeVestkystens model måske at være en smule ‘alt-godt-fra-havet’-rodet, mens modellen i Aarhusvest.dk klart er ultraambitiøs rent journalistisk… Måske FOR ambitiøs. Her har man nemlig svært ved at holde på sine borgerjournalister, når først de er uddannet og har været i gang i et stykke tid.

Om DitCentrum.dk har fundet den rigtige sti er heller ikke til at sige. Men her er ingen tvivl om, at man i det mindste har fået engageret sine borgerjournalister i en grad, der ikke tidligere er set i Danmark. Men måske skal det store nordjyske mediehus huske også stadigvæk at trække lidt i den redaktionelle (professionelle) journalistiske retning, hvor borgerjournalistikken stadig ikke helt slår til med den uafhængige kritiske journalistik. Historien med den dræbte cyklist (link kommer) er et godt eksempel.

Jeg ved det ik’?