Journalistikken forlænges på Facebook
onsdag, 28. oktober 2009Facebook er et vigtigt redskab for journalister, som gerne vil involvere læserne i journalistikken – og det vil de gerne i Berlingske Tidendes grave-gruppe. I fire måneder har de godt 1000 tilmeldte fans på Facebook næsten dagligt fået en hilsen fra Berlingske-journalisterne med nyt om udviklingen i den komplekse sag med titlen I lægens hænder.
”Ligesom 7-Eleven lægger deres butikker på de mest befærdede strøg, må vi som journalister også placere os, hvor folk i forvejen kommer”, siger journalist Morten Crone, som er en del af gravegruppen.
Og hvad bruger de så Facebook-kontakten til? For eksempel informerer de ofte på forhånd deres fans om næste dags forsidehistorie – op til et halvt døgn før avisen udkommer. Ofte resulterer det i debat om emnet endnu før Berlingske Tidende er på gaden.
Journalisterne beder også læserne om kommentarer og forslag, og lægger i det hele taget op til dialog om artiklerne. For eksempel har en aktuel vinkel om, at helt nyuddannede ofte bemander akutsystemet, givet anledning til stor aktivitet i Facebook-gruppen.
Bag serien I Lægens Hænder står som nævnt Berlingske Tidendes gravegruppe, der tidligere på året vandt Cavlingprisen for en anden serie, Forbrydelsen, der gik bag konsekvenserne af politireformen og også havde en høj grad af læserinvolvering. Læserne henvendte sig med i hundredevis af eksempler på, at politiet ikke reagerede på deres henvendelser. Også i forbindelse med den aktuelle serie har journalisterne samlet rigtig mange cases i en åben database.
”Vi vil mere end at præsentere historier for læserne. Vi vil også gerne involvere dem så meget som muligt. I Lægens Hænder er nok et lidt mere sofistikeret projekt end det foregående. Nu ved vi lidt mere om, hvad der virker. Vi er stadig glade amatører – det står vi ved! Men vi lærer stadig mere om, hvordan dette her fungerer”, siger Morten Crone.
En af erfaringerne er, at dialogen samler sig om journalistikken – især de stærke cases, hvor store følelser er involveret.
”Enkelte gange er læserne selv gået i gang med at diskutere et emne, men som regel er det os, der med vores journalistik sætter det i gang.”
Antallet af fans på Facebook har stort set været konstant, siden serien dominerede nyhedsdagsordenen i sommeren 2009. Der er en løbende udskiftning på cirka 10% i fankredsen, der i øvrigt er helt domineret af kvinder. Desuden gør Morten Crone opmærksom på, at en del fans er journalist-kolleger, som på den måde ønsker at følge serien.
Det får journalister og mediefolk nu mulighed for også på anden vis, da Berlingske Tidendes erfaringer med brug af Facebook i det journalistiske arbejde følges nøje af UPDATE som et led i projekt ”Journalistik i netværk”.
I løbet af de kommende måneder følger vi en række journalister og mediehuses erfaringer med praktisk brug af sociale medier. Det gælder blandt andet Computerworld og Mediehuset Ingeniøren.
Følg med her på bloggen, hvor erfaringer løbende vil blive videregivet. Og tilmeld dig allerede nu konferencen ”Journalistik i netværk” d. 12. April 2010. De journalistiske erfaringer vil desuden blive samlet og udgivet i en skriftlig rapport.
