TV2/FYN gør det. DR Trekanten, Århus Stiftstidende, TV2/ØST og Vesthimmerlands Folkeblad prøver det også. Og måske behøver jeg slet ikke at nævne JydskeVestkysten og Nordjyske Medier.
Rundt omkring på lokale og regionale medier bliver tanken om at lade brugerne komme til at bidrage på nye måder afprøvet - fortrinsvis i afgrænsede reservater. Journalistik for sig og “brugergenereret indhold for sig”.
En spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt redaktionelle chefer på lokale og regionale medier i foråret 2008 afspejler en klar dobbelthed:
På den ene side mener 7 ud af 10 redaktionelle chefer, at borgernes/brugernes inddragelse i det journalistiske arbejde er en vigtig del af det redaktionelle udviklingsarbejde.
På den anden side er de samme redaktører stort set enige om, at lokale medier har én bestemt rolle, der overtrumfer alle andre: Rollen som nyhedshund - formidler af lokale nyheder. Altså den helt traditionelle rolle som afsender af “oplysning til borgerne om samfundet”.
Det er der jo ikke meget borgerinddragelse og dialog i. Men når man går lidt længere ned i tallene, viser det sig, at roller som “igangsætter af samtaler om lokale spørgsmål” og “platform for at borgerne kan diskutere og opbygge netværk” af op mod halvdelen af de redaktionelle chefer også anses for at være helt afgørende for de lokale medier.
Disse mere dialogsøgende roller har fortsat ikke nær så stor tilslutning som den klassiske nyhedsformidler - men der er dog en gryende opmærksomhed i disse retninger.
Eksemplerne nævnt i starten viser, at tankerne afprøves rundt omkring. Fortsat kun i afgrænsede reservater. Men dog med interessante erfaringer der længere hen ad vejen giver mulighed for forskellige former for koblinger med den “rigtige” journalistik.
UPDATE er i gang med at samle disse erfaringer - men har du nogle bud på, hvad redaktionerne kan tage med sig videre frem fra disse eksperimenter, hører jeg meget gerne fra dig. Skriv gerne en kommentar her på siden!