Indlæg tagget med ‘Update-konference’

Lokale medier på nettet i tre hastigheder

torsdag, 21. januar 2010

Konferencen om lokale medier på nettet gav et klart billede af et voksende spænd mellem de mediehuse, der satser digitalt, og de der ikke gør det.

I sin opsummering viste konsulent Nils Ulrik Pedersen, Update, hvordan nogle lokale medier står bomstille i forhold til udvikling af et publikum på nettet - mens andre bryder rammerne for, hvad han for tre år siden spåede muligt for lokalaviser.

Der viser sig en digital transformation i tre hastigheder:

På motorvejen kører mediehuse som Fynske Medier og Lolland-Falsters Folketidende. De har udskilt selvstændige forretnings-enheder, har dedikeret betydelige ressourcer til området og er i fuld gang med at udvikle indtægtsmuligheder nu, hvor publikum faktisk er til stede.

På landevejen kører huse som Vejle Amts Folkeblad og Medieselskabet Nordvestsjælland (nordvestnyt.dk), der begge har opnået fine resultater af en øget redaktionel satsning på nettet - men stadig har forholdsvis få digitale ressourcer og endnu ikke for alvor er begyndt at slå mønt af den øgede trafik.

Og så er det endelig tydeligt, at nogle lokale mediehuse stadig lister afsted på bivejene. Enkelte - eller mange - avisartikler bliver efter deadline lagt  ud på nettet. Og det er stort set dét. Her er ikke gode udsigter. Slet ikke set i lyset af de stærkt faldende print-oplag.

“Det er nu!”, opfordrede Nils Ulrik Pedersen på konferencen. Der går under alle omstændigheder en årrække, før der for alvor er resultater af indsatsen. Så det er et langt sejt træk, hvor ledelsen konstant må gå i spidsen for udviklingsarbejdet.

Update-konference:Lokale medier mod nye horisonter

tirsdag, 19. januar 2010

Mange lokale medier er rigtig godt på vej til at tjene gode penge på nettet. Ikke mange penge - men dog skabe økonomisk overskud. Og der er mange uudnyttede muligheder.

Det var konklusionen på konferencen “Lokale medier - hvor ligger fremtiden på nettet?” i dag. De fleste danske lokale mediehuse var repræsenteret blandt de 50 deltagere - plus en håndfuld norske.

Konsulent Nils Ulrik Pedersen havde for Update lavet helt aktuelle beregninger på den såkaldte netfaktor, der viste, at en del lokalaviser har rykket sig voldsomt de seneste par år, mens andre tilsyneladende står i stampe.

Blandt succes´erne er Lolland-Falsters Folketidende, Vejle Amts Folkeblad, Fynske Medier og Holbæk Amts Venstreblad/Kalundborg Folkeblad. Alle med oplægsholdere på konferencen.

Nils Ulrik Pedersen kom i sin konklusion med opfordring til, at de lokale medier sætter sig nye, højere mål:

Antal besøg pr. måned bør kunne nå 30 - altså en gang om dagen! Antal sidevisninger pr. besøg: Her kunne et både ambitiøst og realistisk mål være 10. Og endelig antal viste sider pr. bruger: Burde man ikke kunne nå 300 visninger pr. måned?

Det handler alt sammen om at være relevant for de lokale brugere. At være der, når de har brug for én. Det handlede alle oplæggene om. Følg med her på bloggen de kommende dage, hvor du kan læse om nogle af ideerne.